Det er helt almindeligt at få kvalme i løbet af sin graviditet, og det er også helt almindeligt at kaste op. Alle er forskellige – nogle mærker slet ikke noget, mens andre blot har det dårligt i en periode af graviditeten. Men, der er også nogle, der bliver ramt af Hyperemesis Gravidarum. Det blev Amanda Hagstedt. I dagens indlæg hører vi hendes historie.

 

Hvad er Hyperemesis Gravidarum?

Det er ikke farligt at opleve kvalme i løbet af sin graviditet, men det kan være enormt irriterende og hæmmende. Ca. 1% af alle gravide kan dog få et ekstremt alvorligt tilfælde af graviditetskvalme, også kaldet HG, som er en forkortelse for Hyperemesis Gravidarum. Dette indebærer, at du oplever meget voldsom kvalme, som er meget værre end almindelig graviditetskvalme. Det kan føre til, at du har så hyppige opkastninger, at du bliver dehydreret. Nogle gange kan opkastningerne forekomme op til 10-20 gange om dagen. Det kan være svært at få mad og drikke i sig, hvilket gør, at du ikke får den væske og næring, du behøver, samtidig med at du kan gå ned i vægt. Dette kan føre til hospitalsindlæggelse, hvor du kan få næring og medicin via drop.

For personer, der udvikler Hyperemesis Gravidarum, begynder den voldsomme kvalme ofte tidligt, allerede i uge 4-6. Kvalmen kan blive bedre i løbet af graviditeten og aftage i omkring uge 20, men den kan også fortsætte igennem hele graviditeten og lede til komplikationer såsom brist på næringsstoffer, mavesår og sår i struben.

Almindelige symptomer på HG er:

• Vanskeligheder med daglige gøremål
• Hyppige opkastninger og voldsom kvalme
• Dehydrering, forekomst af ketonstoffer i urinen
• Vægttab

Det er naturligvis individuelt, hvordan hver enkelt person rammes. Symptomerne kan variere, og visse kan reagere mere end andre. Men den typiske fællesnævner er den altdominerende og voldsomme kvalme, som svækker personens evne til at klare hverdagen.

Udover de ovennævnte mest almindelige symptomer, kan man også blive ramt af:

• Mavesmerter
• Halsbrand og metalsmag i munden
• Hovedpine
• Lavt blodtryk, hvilket kan føre til svimmelhed og besvimelse
• Depression
• Kraftige muskelsmerter
• Tørre læber og tør hud, der mister sin spændstighed
• Hurtigt vægttab
• Kolde hænder og fødder
• Mere følsom over for smag, lugt, lyd og bevægelse

Hyperemesis Gravidarum påvirker som regel ikke barnet negativt, men det kan være meget alvorligt for dig som gravid. For mange kan disse besvær lede til, at graviditeten føles som en plage, og det er let at føle sig meget ensom og bange. Derfor er det godt at tale med nogen om det og turde at få hjælp fra fx en jordemoder eller læge. For det er vigtigt at forstå at Hyperemesis Gravidarum er en alvorlig sygdom, der ofte kræver indlæggelse på sygehuset, og man bør søge hjælp så hurtigt som muligt.

 

 

”Jeg var en fange i min egen krop.”

Amanda Hagstedt, 23 år, blev for nylig mor til sit første barn, Signe, der nu er 10 uger gammel. Inden Amanda blev gravid, havde hun kun hørt om, hvor vidunderligt det er, hvor fredfyldt det er at føle maven vokse og lade sin egen krop skabe noget helt unikt.

Men sådan blev Amandas graviditet ikke. I stedet blev det rent ud sagt en plage. Kvalme, der ikke gik over, ligge på badeværelsesgulvet, hænge over toiletkanten, vægttab og sygehusbesøg. Amanda blev ramt af en sygdom, hun ikke vidste fandtes, nemlig Hyperemesis Gravidarum.

- Jeg havde fået at vide, at alle gravide kaster op, har det lidt skidt, og at det hører til. Men det var først i uge 12, at min veninde begyndte at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Hun syntes, jeg havde tabt mig så meget, at det ikke kunne være normalt, og så nævnte hun Hyperemesis Gravidarum, som jeg slog op. Jeg kunne genkende mig selv. Jeg undersøgte også min lægejournal og så, at jeg var blevet diagnosticeret med det uden at have fået det at vide.

Amanda fortæller, at hun var klar over, at man kan have det skidt, men hun tænkte også, at det ikke kunne være rigtigt, at det skulle være på det niveau, som hun oplevede. Hun begyndte at undre sig over, hvorfor hun var så svag, at hun ikke kunne klare simple ting som fx at gå på toilettet selv.

- Da det var værst, var min kæreste nødt til at bære mig ud i brusebadet, fordi jeg ikke kunne klare det selv. Der havde jeg også meget hurtigt tabt mig 12 kg og vejede kun 42 kg. Man kunne næsten ikke se, at jeg var gravid. Mine værste symptomer var, at min krop havnede i sultetilstand for at spare energi. Mit hår holdt op med at vokse, og jeg var kold og kunne ikke svede. Jeg følte, at jeg var en fange i min egen krop, fordi jeg ikke kunne kontrollere det.

Da Amanda kontaktede jordemoderen første gang for at spørge, om det var normalt, hvad hun oplevede, fik hun at vide, at det ville gå over af sig selv. Men grænsen for, hvad der var normalt, blev hele tiden rykket. For hver uge der gik, blev det værre og værre, men hun fik stadigvæk det samme svar om, at det snart ville gå over. Det føltes forkert for Amanda, så hun valgte at skifte jordemoder.

- Til sidst fik jeg en jordemoder, som jeg virkelig havde det godt med og stolte på. Hun støttede mig, havde styr på min journal og var god at snakke med. Hun forstod situationen.

 

” Jeg følte mig så ensom, især de gange jeg var indlagt, og vores datter fik vækstproblemer.”

Amanda blev indlagt flere gange med drop og fik stærk medicin mod kvalmen. Det hjalp på kort sigt, men var hårdt i det lange løb.

- Eftersom jeg fik havde en god læge på den gynækologiske akutafdeling fik jeg en åben retur, hvilket betød, at jeg kunne komme ind, når som helst for at få drop. Jeg kunne desuden få et lægemiddel, som gives til kræftpatienter for at dæmpe kvalme ved strålebehandling og kemoterapi. Både drop og medicin hjalp på kort sigt, men det var ikke en optimal løsning på lang sigt.

På trods af muligheden for at kunne komme ind på akutafdelingen var det meget svært for Amanda at tage derind ofte, da hun var tvunget til at komme alene.

- Det var meget specielt at være gravid under en pandemi, eftersom min partner ikke måtte tage med mig, når jeg skulle til kontrol, hvilket på nuværende tidspunkt gælder for alle gravide. Det føltes meget ensomt, især de gange hvor jeg blev indlagt, samt da vores datter fik vækstproblemer. På det tidspunkt var jeg hos vækstklinikken hver anden uge uden min partner, hvilket både var svært og føltes utrygt.

Hun fortæller også, hvordan hendes partner havde det svært med situationen. Det var hårdt at se Amanda have det så dårligt og især, når han ikke kunne hjælpe hende. Han følte sig magtesløs og samtidig ked af, at han ikke fik lov til at deltage i ultralyd og kontrolbesøg.

- Selvom min partner ofte følte sig hjælpeløs, så er jeg ovenud taknemmelig for at have haft ham ved min side, og han har altid været en kæmpe støtte. De gange, jeg har følt mig ensom og ikke følt, jeg orkede mere og behøvede hjælp, så har han altid været der for mig og vores datter. Jeg har også venner, der støttede mig, men desværre er der mange, der ikke forstår, hvor slemt det har været og derfor har set mig som kedelig. Så jeg er taknemmelig for dem, der blev ved min side og støttede mig.

 

’Hvis I ikke starter fødslen nu, så tager jeg selv barnet ud.’’

Efter uge 30 blev kvalmen værre, og Amanda følte sig modløs og svagelig.

- Jag havde daglig kontakt med min støttende jordemoder og læge, men til sidst følte jeg, at jeg ikke orkede mere og sagde ordret: "hvis I ikke sætter fødslen i gang, så tager jeg selv barnet ud." At fødslen blev igangsat i uge 37, blev min redning.

Amanda fortæller om fødslen, og hvordan hun gik ind i en tilstand, hvor det bare handlede om at klare det, uanset hvor ondt det gjorde, og hvor svært det var. 

- Først og fremmest var det vildt at føde sit barn, men det var også vildt, hvordan kvalmen forsvandt, så snart moderkagen var ude. Det var en enorm befrielse og lettelse, og foran mig lå den den fineste lille skabning, jeg nogensinde har set. Da jeg var hjemme fra sygehuset, kunne jeg spise mad igen, og det var bare skønt, eftersom jeg stort set ikke havde spist i 8 måneder.

Men Amanda fortæller også, hvordan hun lige nu er inde i en lang rehabiliteringsperiode. Iblandt kan hun få ondt i maven, når hun har spist meget. Hun føler sig ofte meget træt og kan af og til blive ramt af panikangst, hvis hun føler sig dårlig tilpas.

- Det er, som om følelserne kommer tilbage. Så snart jeg har det dårligt i dag, så kan jeg tænke på, hvordan jeg havde det på det tidspunkt og blive ramt af angst. At ligge i en seng 9 måneder har sat sine spor, og det tager lang tid at komme sig. Jag er så lykkelig over at have fået Signe, og jeg er så taknemmelig for, at både min partner og jeg fik en stærk tilknytning til hende med det samme, da det kunne have været anderledes. Men jeg vil ikke gennemgå en sådan graviditet igen. Jeg ville ikke engang ønske, at min værste fjende skulle få det så dårligt, som jeg havde det.

Amanda bliver stærkere for hver dag, der går og er i gang med at bygge et nyt liv op med sin familie.

- Graviditeten har været den største udfordring i mit liv indtil nu. Jeg har fået en ny respekt for min krop og indre styrke. Af og til undrer jeg mig over, hvordan jeg overhovedet overlevede.

 

’’Du skal turde at snakke om det.’’

På nuværende tidspunkt findes der desværre ikke så meget viden eller statistik om Hyperemesis Gravidarum. Amanda fortæller, hvordan hun i starten syntes, det var svært at skrive om hendes graviditet og tilstand, men følte alligevel, hun var nødt til at skrive om det, så flere kunne få et indblik. Mange kvinder kan nemlig leve med Hyperemesis Gravidarum uden at vide det. Hun fortæller om, hvordan hun selv følte sig ensom, men hun er blevet medlem i en Facebook-gruppe og fået støtte fra andre, der har gennemgået en lignende situation.

- Det er vigtigt at turde snakke om det. Det kan føles mørkt, når du er i det, men det er derfor vigtigt at få snakket om det. Der er brug for mere forskning, og samfundet er nødt til at blive oplyst mere om HG, så der kan ske en forandring. Jeg vidste ikke engang, hvad HG var, da jeg fik det, og der findes helt sikkert flere, som heller ikke gør, og derfor er der brug for statistik. Mennesket har altid født børn, og det er det mest naturlige, der findes. Derfor burde der være mere forskning og viden inden for dette. Hvorfor skal en person have det godt under en graviditet og en anden ikke?

 

Amanda fortsætter:

- Og til dig, der gennemgår dette, så skal du vide, at du er stærkere, end du tror, du er, og du skal turde søge hjælp. Du har ret til sygepleje, du har ret til drop, og du har ret til støtte, afslutter Amanda.

 

At være pårørende til en person med HG

Uanset om du er partner, ven eller familie til den person, der lider af Hyperemesis Gravidarum, så kan man føle sig magtesløs. Det kan være svært at sætte sig ind i og forstå, hvordan graviditetskvalme føles. Det bedste er at snakke med den gravide og spørge, hvordan du kan hjælpe. Læs om Hyperemesis Gravidarum, stil spørgsmål, lyt, hvis personen vil snakke og vær gerne delagtig og spørg lægen/jordemoderen, hvordan du kan hjælpe den syge. Det er ofte tilstrækkeligt at vise, at du er der, uanset om personen har brug for en skulder at græde ved, et glas vand eller et lift til sygehuset. Og vigtigst af alt! Døm eller bebrejd ikke personen, der lider af HG. Det er en fysisk sygdom, som ikke kan kontrolleres.

 

Afslutningsvis er det vigtigt at sige, at det er normalt at føle sig skidt tilpas under graviditeten og også normalt at kaste op. Men der er som sagt nogle, der har det sværere end andre. Det kan være rigtig hårdt og uhyggeligt. Hyperemesis Gravidarum er vigtigt at tage seriøst og snakke om, og den ramte skal have den hjælp, der behøves.

 

________________________________________________

@amandahagstedth

www.hyperemeesi.fi/sv/information-om-hyperemesis/vad-ar-hyperemesis/